Traumer og ADHD: Når fortiden ser ud som uopmærksomhed

Af Markus Lien, klinisk psykolog · 22. marts 2026 · Sidst opdateret: marts 2026

Du har svært ved at koncentrere dig. Du afbryder folk oftere, end du vil. Du glemmer aftaler, mister tråden midt i sætninger, starter mange ting og har svært ved at gøre dem færdige. Du har levet med det så længe, at du har accepteret det som et personlighedstræk: du er bare sådan.

Men hvad nu hvis det ikke er din personlighed? Hvad nu hvis det er noget, der skete?

Hvad er adverse childhood experiences?

ACE (Adverse Childhood Experiences) er et begreb fra en banebrydende epidemiologisk undersøgelse (Felitti et al., 1998), der kortlagde sammenhængen mellem belastende barndomsoplevelser og langsigtede konsekvenser for helbred og funktion.

De klassiske ACE-kategorier inkluderer misbrug (fysisk, emotionelt, seksuelt), omsorgssvigt og husstands-dysfunktion: psykisk sygdom, rusmiddelproblemer, vold eller fængsel i nærmeste familie.

Men listen er bredere end det. Mobning. Kronisk sygdom i barndommen. Tidlig separation fra omsorgspersoner. At vokse op som anderledes i et miljø, der ikke forstod det. Oplevelser behøver ikke være dramatiske for at sætte sig i nervesystemet.

Forskningen viser en sammenhæng: jo flere ACE-score, jo højere risiko for angst, depression, kronisk sygdom og vanskeligheder med opmærksomhed, impulskontrol og følelsesregulering, der til forveksling ligner ADHD. Mange med høj ACE-score klarer sig dog godt, særligt med tidlig støtte og stabile relationer.

Hvad traumet gør ved opmærksomheden

Et nervesystem, der er vokset op i uforudsigelighed, er ikke rodfæstet i nuet. Det er orienteret mod trusler.

Det ser ud som distraktion. Men det er hypervigilans: en hjerne, der konstant scanner for faresignaler og har svært ved at vide, hvornår det er sikkert at hvile. Støj i baggrunden, en skæv bemærkning, en pause der varer lidt for længe. Alt det registreres og behandles, selv når det ikke er nødvendigt. Koncentration om en opgave kræver, at man kan lade resten ligge. Det er svært, når ens alarmsystem ikke har en slukknap.

Impulsivitet kan have samme oprindelse. I kaotiske opvækstmiljøer belønnes hurtige reaktioner og straffes eftertænksomhed. Kroppen lærer: handl hurtigt, tøv ikke. Den reaktivitet sidder i nervesystemet, selv når den voksne befinder sig i situationer, der er fuldstændig sikre.

Og dissociation, at koble fra, at miste tråden, at befinde sig et sted i tankerne, mens kroppen sidder her, er et af de ældste psykologiske forsvar mod uudholdelige oplevelser. Det ser ud som uopmærksomhed. Det er et nervesystem, der har lært at forlade sig selv, når tilstedeværelsen føltes for farlig.

Trauma der ser ud som ADHD

Her er symptomerne de samme. Årsagen er ikke.

Personen har ingen neurobiologisk ADHD, men tidlige belastende oplevelser har skabt et billede, der overlapper: urolig opmærksomhed, impulsivitet, følelsesmæssig reaktivitet, søvnvanskeligheder. En udredning, der kun screener for ADHD uden at tage livshistorien alvorligt, risikerer at misse det.

Behandlingen er traumebehandling. ADHD-medicin vil have begrænset effekt, fordi det neurobiologiske substrat ikke er til stede. Det forklarer, hvorfor mange voksne rapporterer, at medicinen 'ikke virkede' og fejlagtigt konkluderer, at de heller ikke har problemer med opmærksomheden.

ADHD og trauma: når begge er til stede

De forekommer hyppigt sammen. Det er ikke tilfældigt.

Udiagnosticeret ADHD øger risikoen for belastende oplevelser i barndommen: vanskeligheder i skolen, sociale fejltrin, reaktioner fra omgivelserne der ikke forstod, hvad de så. Gentagne oplevelser af at fejle, skuffe og ikke slå til, i årtier, er i sig selv traumatiserende. Og omvendt: at vokse op med ADHD i et miljø, der straffede frem for støttede, efterlader spor, der rækker langt ud over ADHD-symptomerne selv.

Når begge er til stede, kræver behandlingen begge spor. ADHD-medicin kan dæmpe noget af støjen og skabe mere kapacitet til det terapeutiske arbejde. Traumebehandling kan løsne det, medicinen ikke rækker til. De er ikke konkurrerende forklaringer. De er lag.

ADHD, der er blevet tolket som trauma

Den tredje mulighed tales der sjældent om.

Personen er blevet fortalt, at symptomerne handler om barndom og relationer. De har brugt år i terapirum, der hjalp, men ikke nok. Fordi den neurobiologiske dimension ikke blev tilstrækkeligt adresseret.

Mange voksne der diagnosticeres med ADHD sent i livet beskriver præcis dette: årtiers terapeutisk arbejde, indsigt, forståelse, og stadig den samme grundlæggende rastløshed og opmærksomhedsvanskelighed. Fordi indsigt ikke ændrer neurobiologi.

Det betyder ikke, at terapien var spildt. Det betyder, at billedet var ufuldstændigt.

Hvad det kan betyde at forstå sammenhængen

For mange voksne er mødet med denne viden en form for lettelse og sorg på samme tid.

Lettelse: fordi det pludselig giver mening. Ikke som en undskyldning, men som en forklaring. Det, du har kaldt dovenskab, var udmattelse. Det, du har kaldt karaktersvaghed, var et nervesystem i alarmberedskab.

Sorg: fordi det rejser spørgsmålet om, hvad der ville have været muligt, hvis nogen havde set det tidligere.

Begge reaktioner er rigtige.

Udredning hos Alethia

En god udredning kræver, at klinikeren tager trauma-anamnesen alvorligt. Symptomer kan ikke vurderes i et vakuum. De skal forstås i lyset af den biografi, de opstod i.

Hos Alethia indgår en grundig livshistorisk samtale som en del af alle udredningsforløb. Vi bruger validerede screeningsværktøjer som DIVA-5 og ASRS, men de supplerer det kliniske interview. De erstatter det ikke.

Vi diagnosticerer ADHD, når kriterierne er opfyldt. Vi tager det komplicerede billede alvorligt, når det er kompliceret. Og vi er opmærksomme på, at det ene ikke udelukker det andet.

Hvis du genkender noget af det, der er beskrevet her, er det nok til at undersøge det nærmere. Læs mere om vores ADHD-udredning eller traumebehandling og hvad du kan forvente af forløbet.