Komorbiditet ved ADHD og autisme

Af Markus Lien, klinisk psykolog · 27. februar 2026 · Sidst opdateret: marts 2026

De fleste mennesker, der får diagnosen ADHD eller autisme, har ikke kun den ene tilstand. I et stort amerikansk studie fandt Kessler et al. (2006, Archives of General Psychiatry), at 70–80 % af voksne med ADHD opfyldte kriterierne for mindst en yderligere psykiatrisk diagnose. For autisme er billedet lige så komplekst. Alligevel udredes mange stadig for en enkelt diagnose ad gangen, som om psyken var inddelt i separate skuffer.

Denne artikel handler om komorbiditet: de tilstande der lever side om side med ADHD og autisme, hvordan de maskerer hinanden, og hvorfor en udredning, der kun leder efter en ting, risikerer at finde den forkerte.

Vi gennemgår de hyppigste komorbide tilstande, forklarer hvordan Alethia screener for dem alle, og beskriver den kliniske beslutningsproces, der afgør, om en tilstand er et alternativ til ADHD, en selvstændig ledsagende diagnose, eller en sekundær konsekvens af ubehandlet ADHD.

Komorbiditet er reglen, ikke undtagelsen

Ordet komorbiditet betyder simpelthen, at to eller flere tilstande forekommer hos samme person. Det lyder teknisk, men implikationerne er enorme. Hvis du har ADHD, er sandsynligheden for, at du også har en anden psykiatrisk tilstand, langt større end sandsynligheden for, at du kun har ADHD.

Det er ikke et spørgsmål om en sjælden undtagelse. At have en anden diagnose ved siden af ADHD er normen, ikke afvigelsen. Mange har to eller tre. Tallene for autisme er sammenlignelige: omkring 70% har mindst en komorbid tilstand, og over 40% har to eller flere.

Børn med ADHD er 10 gange mere tilbøjelige til at have ODD (oppositionel adfærdsforstyrrelse) eller adfærdsforstyrrelse, 5 gange mere tilbøjelige til at have depression, og 3 gange mere tilbøjelige til at have angst sammenlignet med børn uden ADHD (Larson et al., 2011, Pediatrics). De tal er ikke tilfældigheder. De afspejler dybe neurobiologiske overlap.

Ser man specifikt på ADHD og autisme, ligger samforekomsten et sted mellem 30 og 80 % i kliniske udvalg, afhængigt af populationen (Rommelse et al., 2010, European Child & Adolescent Psychiatry). Spændet er bredt, men konklusionen er den samme: de to tilstande følges langt hyppigere ad, end man tidligere antog.

Under ICD-10 var det faktisk ikke tilladt at stille begge diagnoser samtidig. Autisme blev betragtet som en hierarkisk overordnet diagnose, der “udelukkede” ADHD. Det betød, at tusindvis af mennesker med begge tilstande kun fik den ene anerkendt. ICD-11, som Danmark indfører i 2027, tillader nu dobbeltdiagnosen. Det er en af de vigtigste ændringer i den nye klassifikation.

De hyppigste komorbide tilstande

Komorbiditetsprofilen ændrer sig med alderen. Hos børn dominerer adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder. Hos voksne er det stemningslidelser, angst, misbrug og personlighedsforhold.

Barndom og ungdom

Voksenalder

Når børn med ADHD bliver voksne, ændrer komorbiditetsbilledet sig. Adfærdsforstyrrelsen fra barndommen kan udvikle sig til misbrug og personlighedsproblematik. Depressionen, der begyndte som reaktion på skolevanskeligheder, kan blive til en kronisk tilstand. Nye komorbide tilstande opstår.

Somatiske komorbide tilstande

Komorbiditet er ikke begrænset til psykiatrien. ADHD er forbundet med en række somatiske tilstande: overvægt, astma og atopiske tilstande, epilepsi og diabetes. Mekanismerne er ikke fuldt forstået, men forskningen peger på kronisk immundysregulering og inflammatoriske processer som mulige forbindende faktorer. Det er ikke noget, vi udreder for i en psykologisk udredning, men det understreger, at ADHD ikke er en isoleret hjerneting. Det er en tilstand med konsekvenser i hele kroppen.

Hvordan komorbide tilstande maskerer hinanden

Et af de mest alvorlige problemer med komorbiditet er diagnostisk skygge. Den ene tilstand gemmer sig bag den anden. En person med ADHD og angst kan få angstdiagnosen, fordi det er angsten, der er mest synlig i konsultationslokalet. Men angsten kan sagtens være sekundær: udløst af 30 års kamp med opmærksomhedsproblemer, glemte deadlines, og en konstant følelse af at komme til kort.

Depression er en anden hyppig maskering. Mange voksne med udiagnosticeret ADHD har levet med en depressionsdiagnose i årevis. De har fået SSRI, som ikke rigtig hjalp, fordi den underliggende årsag ikke blev identificeret. Når ADHD behandles, letter depressionen ofte, fordi den var reaktiv.

Autisme kan maskere ADHD, og ADHD kan maskere autisme. En person med autisme kan virke opmærksom, fordi deres intense specialinteresser ligner koncentration. En person med ADHD kan virke socialt fleksibel, fordi deres impulsivitet forveksles med spontanitet. Når begge tilstande er til stede, kan de delvist ophæve hinandens mest synlige træk.

Personlighedsforhold komplicerer billedet yderligere. Under ICD-11 bruger vi en dimensionel model for personlighed, og domænet Disinhibition (hæmningsløshed) overlapper direkte med ADHD-impulsivitet. Uden grundig udredning kan man forveksle ADHD-drevet impulsivitet med personlighedstræk, eller omvendt.

Udredningsparadokset

Der er et dybt paradoks i psykiatrisk udredning, som sjældent bliver talt om: Selve konsultationsrummet skaber de præcise betingelser, der undertrykker det, vi forsøger at se.

Nyhed stimulerer dopamin. Når en person med ADHD sidder i en ny situation, med en ny person, i et nyt rum, stiger dopaminniveauet midlertidigt. Det betyder, at patienten kan virke mere fokuseret i konsultationen end i sin hverdag. En-til-en opmærksomhed fra klinikeren leverer ekstern struktur, den præcise ting, som patienten mangler i hverdagen. De kompensatoriske strategier, som patienten har opbygget over årtier, kan læses som kompetencer snarere end som tegn på, hvor hårdt de arbejder for at opretholde en facade.

Selvrapporteringsinstrumenter fanger masken, ikke ansigtet bag den. En person der har lært at kompensere effektivt, scorer måske lavt på ADHD-screeninger, ikke fordi de ikke har ADHD, men fordi de har lært at navigere verden på trods af det.

Løsningen er ikke at opgive screeningsinstrumenter. Løsningen er at supplere dem med bred screening, målrettet uddybning, longitudinel anamnese (livshistorien, ikke bare det aktuelle), og kolateral information fra pårørende, der kendte patienten som barn. Man kan ikke stole på tværsnitsobilledet alene.

Hvordan Alethia screener: Totrinsmodellen

På Alethia udreder vi for seks områder: ADHD/ADD, autisme, personlighedsstruktur, traumer, angst og depression. Vores udredningsforløb bruger en systematisk screening af alle psykiatriske kategorier (ICD-10 F0 til F9), der kaster et bredt net over hele det psykiatriske spektrum. Ingen tilstand bliver overset, fordi vi ikke ledte efter den.

Processen følger to trin.

Trin 1: Bred screening (del af den første session, ca. 2 timer)

I den første session gennemfører vi en bred screening, der dækker alle relevante psykiatriske kategorier. Her er de vigtigste:

Trin 2: Målrettet uddybning

Når screeningen flagger noget, går vi i dybden. Trin 2 er ikke automatisk. Det aktiveres kun, når trin 1 viser tegn, der kræver yderligere afklaring.

Differentialdiagnose, komorbiditet eller sekundær tilstand?

For hver tilstand, der flagges i screeningen, skal vi besvare et afgørende spørgsmål: Hvad er forholdet mellem denne tilstand og ADHD? Der er tre muligheder, og de fører til helt forskellige behandlingsplaner.

1. Alternativ forklaring (differentialdiagnose)

Tilstanden forklarer symptomerne BEDRE end ADHD. Patienten har ikke ADHD, men noget der ligner.

Eksempel: En person med bipolar type 2 kan i hypomane faser virke rastløs, distraheret og impulsiv. Det ligner ADHD. Men forskellen er, at det er episodisk: det kommer og går. ADHD er kronisk og til stede fra barndommen. Hvis symptomerne kun er til stede i afgrænsede perioder, er bipolar den sandsynligere forklaring.

2. Selvstændig ledsagende tilstand (komorbiditet)

Tilstanden eksisterer uafhængigt af ADHD. Begge er til stede, begge er reelle, og begge kræver selvstændig behandling.

Eksempel: En person med ADHD og autisme. Autismen er ikke forårsaget af ADHD. ADHD er ikke forårsaget af autisme. De er to selvstændige neuroudviklingsmæssige tilstande, der tilfældigvis forekommer hos samme person. Begge kræver anerkendelse og tilpasset tilgang.

3. Sekundær konsekvens af ADHD

Tilstanden er UDLØST af ubehandlet ADHD. Den er reel, men den er en konsekvens, ikke en uafhængig årsag.

Eksempel:En person med ADHD og generaliseret angst. Angsten begyndte i 20'erne, efter et årti med glemte deadlines, mislykkede studier og social isolation. Angsten er reel og plagsom. Men den er sekundær: den er udløst af det kroniske stress, som ubehandlet ADHD har forårsaget. Når ADHD behandles, letter angsten ofte betydeligt, fordi dens kilde forsvinder.

Denne tredeling er afgørende, fordi behandlingsplanen er fundamentalt forskellig. Hvis angsten er en differentialdiagnose, behandler vi angsten. Hvis den er komorbid, behandler vi begge dele parallelt. Hvis den er sekundær, starter vi med ADHD og ser, om angsten letter.

Behandlingssekvensering: Hvad kommer først?

Når en udredning afslører flere samtidige tilstande, er det næste spørgsmål: I hvilken rækkefølge skal de behandles? Svaret afhænger af tilstandenes alvorlighedsgrad og indbyrdes påvirkning.

Akutte tilstande først

Psykose, aktuel mani, suicidal krise. Disse tilstande har altid forrang, uanset hvad der ellers er på spil. Stimulansmedicin igangsættes ikke, før patienten er stabiliseret.

Stemningsstabilisering før stimulanter

Hvis der er tegn på bipolar lidelse (ca. 20% komorbiditet med ADHD), stabiliseres stemningen først. Stimulanter kan potentielt trigge en manisk episode hos en person med ubehandlet bipolar. Først når stemningen er stabil, kan ADHD-medicin overvejes, ofte i kombination med stemningsstabiliserende medicin.

Traumer kan have forrang

Kompleks PTSD kan underminere selve udredningens validitet. Hvis en person er i en tilstand af kronisk hyperarousal og emotionel dysregulering på grund af ubehandlede traumer, kan det være vanskeligt at vurdere, om de underliggende opmærksomhedsproblemer skyldes ADHD eller er traumerelaterede. I sådanne tilfælde kan traumebehandling (f.eks. EMDR eller traumefokuseret terapi) være nødvendig, før ADHD-udredningen kan afsluttes meningsfuldt.

ADHD og angst kan behandles parallelt

En udbredt misforståelse er, at angst er en kontraindikation for stimulansmedicin. Det er den ikke. Mange mennesker med ADHD og angst oplever faktisk, at angsten aftager, når ADHD behandles, fordi angsten var sekundær. Stimulanter øger ikke nødvendigvis angsten. For nogen falder den, fordi den kognitive ro, som medicinen giver, reducerer det kroniske stress.

ADHD og autisme: Når to udviklingstilstande mødes

Samforekomsten af ADHD og autisme fortjener sit eget afsnit, fordi den er så hyppig og fordi den historisk har været underdiagnosticeret.

Under ICD-10 måtte man ikke stille begge diagnoser samtidig. Autisme var hierarkisk overordnet: Hvis et barn opfyldte autismekriterier, kunne man ikke tilføje ADHD. Det betød, at mange mennesker med begge tilstande kun fik anerkendelse for den ene. ICD-11, som Danmark indfører i 2027, fjerner denne begrænsning. Internationalt har man i klinisk praksis længe diagnosticeret begge dele, og forskningslitteraturen er klar: 30 til 80% af mennesker med den ene tilstand opfylder også kriterier for den anden.

ADHD og autisme kan ligne hinanden på overfladen. Begge kan involvere vanskeligheder med opmærksomhed, eksekutiv funktion, og social interaktion. Men mekanismerne er forskellige. En person med ADHD misser sociale signaler, fordi de er distraheret. En person med autisme misser dem, fordi de ikke intuitivt aflæser dem. En person med ADHD skifter fokus konstant. En person med autisme kan have svært ved at skifte fokus overhovedet.

Når begge tilstande er til stede, er det afgørende at identificere begge, fordi behandlingsplanen er anderledes. Stimulansmedicin kan hjælpe med ADHD-symptomerne (se vores ADHD-udredning), men den hjælper ikke med autismens kernetræk. Omvendt kan de tilpasninger, der hjælper ved autisme (forudsigelighed, strukturerede omgivelser), delvist kompensere for ADHD-symptomer. Vores autisme-udredning sikrer, at begge dele identificeres.

Hvad det betyder for dig

Hvis du overvejer en udredning for ADHD eller autisme, er der et par ting, der er værd at vide.

En grundig udredning kigger ikke kun efter det, du forventer. Mange kommer til os med en formodning om ADHD, og det viser sig, at der også er angst, autismetræk, eller personlighedsforhold, der ændrer billedet. Andre kommer med en depressionsdiagnose, de har haft i årevis, og finder ud af, at ADHD var den underliggende årsag hele tiden. Udredningen tager den tid, den tager. Nogle har en ukompliceret ADHD-profil, der kan afklares over 3 sessioner. Andre har et komplekst billede, der kræver yderligere undersøgelser. Det er netop derfor, vi screener bredt i den første session.

Prisen afhænger af, hvad der er brug for. En fuld ADHD-udredning med medicinopstart koster 14.300 kr (6 sessioner). En autismeudredning koster 9.400 kr uden ADOS-2 eller 12.900 kr med ADOS-2. En kombineret ADHD- og autismeudredning med medicinopstart koster ca. 17.800 kr. Du betaler pr. session over flere uger, ikke alt på en gang. Den første session (klinisk interview og bred screening) koster 2.900 kr.

Hvad det gør ved selvforståelsen

Den kliniske del af komorbiditet handler om at finde de rigtige diagnoser og den rigtige behandlingsrækkefølge. Men der er en psykologisk dimension, der sjældent bliver talt om: Hvad gør det ved et menneske at finde ud af, at det ikke er en, men to eller tre tilstande, der har formet hele ens liv?

For nogen er det en lettelse. Flere diagnoser giver flere svar. Angst, der føltes som et personlighedstræk, kan vise sig at være sekundær til ADHD. Social udmattelse, der lignede introversion, kan vise sig at være autisme. Pludselig hænger puslespillet sammen på en måde, det ikke gjorde før.

For andre er det overvældende. Tre diagnoser kan føles som tre forskellige ting, der er galt med dig, særligt hvis den indre fortælling har handlet om at 'klare sig' og 'holde sammen på det'. Det er i det øjeblik, at psykoedukation bliver afgørende: at forstå, at diagnoserne ikke er tre separate fejl, men tre dele af et samlet billede. Komorbiditet er ikke tre sygdomme. Det er en person, hvis hjerne fungerer på en bestemt måde, med konsekvenser der rækker ud i flere retninger.

Den proces tager tid. Mange har brug for at sidde med det nye billede i uger eller måneder, før det begynder at give mening. Det er en af grundene til, at tilbagemeldingssessionen hos os ikke bare er en rapport, der bliver afleveret. Det er en samtale om, hvad resultaterne betyder for netop dig, dit liv og din selvforståelse.

Hvorfor bred screening er vigtigere end en enkelt diagnose

Mange klinikker udreder for en tilstand ad gangen. Du bliver henvist for ADHD, de udreder for ADHD, og du får enten diagnosen eller ej. Det lyder logisk, men det ignorerer, at de færreste har ADHD alene. De fleste har andre tilstande med i bagagen, tilstande der påvirker symptombilledet, behandlingsvalget og prognosen.

Når vi screener bredt, får vi tre fordele. For det første fanger vi differentialdiagnoser, tilstande der ligner ADHD men ikke er det. For det andet identificerer vi komorbide tilstande, der kræver selvstændig behandling. For det tredje afklarer vi, hvilke symptomer der er sekundære til ADHD, og som kan forventes at lette, når ADHD behandles.

Det er forskellen mellem at give en person en diagnose og at give en person et billede af, hvad der foregår. Det første kan være forkert. Det andet giver grundlaget for en behandlingsplan, der faktisk virker.

Kilder og videre læsning

• WHO ICD-11: ADHD (6A05). Den internationale sygdomsklassifikation, 11. udgave. Tillader nu dobbeltdiagnose af ADHD og autisme.
• Sundhedsstyrelsen: National klinisk retningslinje for ADHD hos voksne. Danske anbefalinger for udredning og behandling af ADHD.
• World Federation of ADHD. International konsensus og forskning om ADHD, herunder komorbiditet.